lørdag den 18. marts 2017

Uofficiel nosework prøve

Igår var jeg til uofficiel nosework prøve med Miki.

Nosework er en ret ny sport i Danmark, men har været igang i længere tid i udlandet, især i USA hvor sporten stammer fra. Kort sagt går det ud på, at hunden skal finde skjulte kilder med en specifik fært. I Danmark søger man efter Lavendel (klasse 1,2,3,elite), Eukalyptus (klasse 2,3,elite) og Anis (klasse3,elite). Færten skal man så finde i 4 forskellige søg: beholdersøg, indendørssøg, udendørssøg og køretøjssøg.

Jeg har været på 3 kurser i nosework, 1 dag som observatør på nosework begynder kursus med Sanne Andersen, 2 dage med Ludo på begynderkursus ved Anita Holm og 1 dag med Miki og Ludo på fortsætter kursus med Sanne Andersen.

Det har været meget spændende kurser som jeg har fået meget ud af, både teoretisk men også praktisk. Det har været godt eftersom sporten er ny, og der ikke rigtigt er nogle træningsmuligheder i vores område. 

Efterfølgende har jeg trænet det ca 1 gang i ugen og oftest sammen med Mette Jensen hendes bulldog piger. Vi har mest trænet beholdersøg og indendørssøg og enkelte udendørssøg, og vi har stort set kun trænet med lavendel hydrolat.

Vi har startet op med godbidssøg i papkasser og andre beholdere, og er efterfølgende gået over til parrede søg (dvs lavendel fært parret med en godbid - så hunden begynder at forbinde duften af lavendel med belønning), de parrede søg kørte vi med i et godt stykke tid, og på fortsætter kurset med Sanne Andersen var det første gang mine hunde søgte på ren lavendel duft og det klarede de overraskende godt, så herefter har vi søgt på ren lavendel. Vi har udelukkende trænet på hydrolat indtil jeg fik meldt Miki til den uofficielle prøve i forbindelse med dommeruddannelse af nosework dommere, herefter har vi i ugen op til prøven haft et par søg på materiale smittet med lavendel olie.

Miki startede ret godt op og fangede hurtigt idéen med det hele. Han blev nem at læse og markerede flot (markerede med at kradse med poten, som efter reglerne kom frem viste sig at være en markering, der giver fejl, så skal have trænet en ny markering op til ham). Efter vi prøvede med olie kunne han gå lige forbi kilden uden at registrere den, så lige så sikker som han virker på hydrolat, lige så svært har han det ved olie, så spørgsmålet er markerede han for lavendel eller var det noget andet han markerede feks filtdutterne som vi næsten altid brugte?

Coby startede fint op ved godbidssøg, men på ren lavendel synes jeg han var den af mine hunde der havde det sværest i starten, det er dog vendt og han er blevet super til det. Søger flot, er vedholdende, udholdende og markerer fint (vender sig og kigger på mig), og han markerede også fint for olie da vi prøvede med det. I øjeblikket har han sværest ved køretøjssøg, men det har vi også kun prøvet 1 gang. Super aktivering til Coby.

Ludo var jo med fra starten, da hun var den første jeg havde med på kursus, hun har været super dygtig på de kurser vi har deltaget på. Hun er også vedholdende og med fin og passende tempo. Men hun er så den jeg har sværest ved at læse. Hendes markeringer er hurtige, noget med et lille slik, lille ekstra logren eller dybere snus, så ved hende er det med markeringerne der skal arbejdes. Hun klarede overgangen til olie ok, bedre end Miki ;-)

Nå tilbage til prøven. Jeg var ret spændt på det eftersom Miki jo havde vist at han ikke var så sikker i lavendel ud fra olie, og det startede da også med at han ikke registrerede lavendel kilden i prøvesøget, som er sat op i forbindelse med klasse 1 prøver.

Vi skulle op i alle 4 typer søg, først køretøjssøg og udendørssøg for alle hunde og dernæst beholdersøg og indendørssøg for alle hundene.

Køretøjssøg var på 2 biler, det regnede og var koldt og Miki var ikke rigtigt opsat, men fik ham til at søge rundt om den ene bil, der var ingen tegn på markeringer fra Miki, og vi gik videre til næste bil, her viste Miki hurtigt lidt ekstra interesse, så jeg tog chancen og sagde det var en markering, det var dog desværre det forkerte sted, så 0 point og 4 fejl (2 fejl for at hoppe op og 1 for fejlmarkering, den sidste var sikkert en stram line). Fik efterfølgende at vide at kilden var på den første bil som vi egentlig havde afsøgt. 
Dommer kommentarer: Fin systematik. Fejlmarkering. Hunden ikke i humør.

Udendørssøg var på en del af en legeplads, med bander, sandkasse, gyngestativ og nogle træ balance dimser. Her fik jeg Miki til at søge fint, og vi kom godt omkring det hele, hen langs bander, omkring gyngerne, og hen til træ dimserne, den ene gik vi i en bue udenom, og det var desværre lige der kilden var, så Miki fandt ikke færten inden vi faldt for tidsgrænsen. 0 point og 0 fejl.
Dommer kommentarer: Hunden søger føreren mange gange. Dækker området fint.

Beholdersøg: 12 beholder blandet af pizza æsker og plastic bøtter, vi søgte systematisk 1 efter 1, ved den 4. beholder synes jeg der var lidt ekstra interesse, men ikke markering, så vi søgte videre, kom igennem alle 12 og søgte rundt mellem dem igen, da vi fik at vide at der 30 sek tilbage gik jeg tilbage til den 4. beholder, igen var det som om han lige snuste lidt mere her, så jeg valgte at sige at det var en markering, og sørme om det så ikke var den rigtige beholder :-D 25 point og 0 fejl.
Dommer kommentarer: Fint læst af føreren.

Indendørssøg: en gang i en skole, vi søger området fint, Miki kigger meget på mig efter hjælp, ingen markering og vi bruger al tiden. 0 point og 0 fejl.
Dommer kommentarer: Støtter hunden godt. Mere motivation på duften.

Alt i alt 25 point (ud af 100) 4 fejl og en 6. plads (ud af 6). Men uanset resultatet så var det en rigtig god oplevelse, og vi fik rigtig meget med derfra til den videre træning. Især at vi skal have trænet mere på forskellige lavendel dufte (forskellige flasker/forskellige producenter/hydrolater/olier) så Miki kan få generaliseret færten,og jeg kan sikre mig at det er lavendel han søger efter, og ikke feks filtdutterne, som vi brugte mest førhen. Derudover skal vi træne mange forskellige steder, og alle forskellige typer af søg, så hundene lærer at man kan søge alle mulige steder. Så skal vi træne en start rutine ind, jeg tænker det vil være smart at have noget der fortæller hunden at det er det vi laver nu. Og sidst så skal vi også have kigget på markeringen.

Men stadig en super dag. God stemning. Fine søgeområder. Der blevet taget fint hensyn til alle. God forklaring fra dommerne og efterføgende også god feedback. Absolut noget vi vil prøve igen, når vi lige har trænet lidt mere ;-)

Efter alle deltagere havde været igennem fik jeg prøvet prøvesøget med Ludo og udendørsøget. Prøve søget fandt hun flot og hurtigt. Udendørssøget fandt hun også, dog med lidt hjælp til at søge i det rigtige område ;-) men tror nosework er en god sport til Ludo :-) Ja til dem alle 3 :-D