fredag den 1. august 2014

Trick kursus med Anja Christiansen

I søndags var jeg på trick kursus med Anja Christiansen. Jeg deltog på kurset med Miki, og havde Ludo med så hun kunne få en god oplevelse også.



Ludo er efterhånden rigtig dygtig til at slappe af i et bur, så hun var nem at have med. Hun klarede bur pauserne fint, og var så klar når jeg tog hende ud af buret. Håber hun bliver ved med at kunne slappe så godt af i buret.

Det var DCH kreds 2 der arrangerede kurset, og der deltog en blanding af folk der gerne ville have lidt tricks inspiration til den daglige træning og så til os fra Skive, der gerne vil have inspiration til træningen i færdighedsprøver og dogdancing programmer.

Vi startede dagen med holdundervisning, hvor Anja underviste i nogle udvalgte tricks med inspiration fra færdighedsprøverne. Det var rigtig godt, og Anja var god til sørge for at alle fik noget ud af det, ved at fortælle om indlæringen af tricket og så bagefter om hvordan man kunne udvikle det enkelte trick og gøre det sværere. Hvilket er en af de ting jeg især noterede mig ved dette kursus, man bliver aldrig færdig med et trick, for når hunden kan det, så skal man istedet tænke, hvordan kan jeg nu udvikle tricket og gøre det sværere.

Lidt om nogle af de tricks som Anja gennemgik denne dag:

Elefant: Miki kan snurre en runde på baljen, så skal arbejde på at han kan tage flere runder, og på at han kan gøre det på afstand også.

Snur rundt: Jeg skal arbejde på en bedre forståelse af kommandoerne, så Miki ikke roder rundt i snur rundt og spin. Udvikling af dette trick er snur rundt 2 gange foran fører, bak gennem førers ben og lav 2 gange spin bag ved fører.

Slalom: Her er Miki ret godt med, og jeg skal mest arbejde på mere sikkerhed i slalom hvor fører går baglæns, evt ved at ændre den måde jeg pt udfører øvelsen på.

Bakke gennem ben: Denne var ny for os, så her er vi nede på indlæring af øvelsen. Først skal hunden lære at bakke gennem førers ben, derefter gøres tricket sværere ved at lære hunden at kunne bakke gennem førers ben fra alle tænkelige vinkler. Indlæringen af det sidste kan sammenlignes lidt med indlæringen af at starte zigzag rigtigt for agility hunde. Start med hunden ligeforan og øg langsomt graden hunden skal lave øvelsen fra og også efterhånden afstanden.

Neje/bukke: Her er Miki også ved indlæring. Dette trick kan godt indlæres med lokning i starten, hvor en godbid føres ind under hunden, men kun lidt, da det ikke skal være så meget at hunden istedet lægger sig ned.

Bakke væk: Her anbefaler Anja shaping. Miki kan øvelsen, så vi skal arbejde på fart, på at han kan bakke længere væk og på at både han og jeg bakker fra hinanden på en gang.

Hund vender sig væk fra fører: Også et trick Anja anbefaler at shape ind. Først ved at klikke hunden for at se til siden, så skal den vende hovedet mere og mere, og så skal kroppen med, indtil den vender sig 180 grader rundt.

Det var nogle af de tricks vi nåede at gennemgå under holdundervisningen. Meget inspirerende, og jeg fik en masse med hjem, som jeg kan arbejde videre med.

Om eftermiddagen fik alle så 15 min ene undervisning med Anja, hvor man selv kunne vælge, hvad man ville have hjælp til.

Rigtig mange fik hjælp til deres lineføring/fri ved fod, men så fik vi genopfrisket Anjas metode til indlæring af dette, meget praktisk, når man nu har en bette hundehvalp gående.

Kort fortalt, start med at lær hunden den position du gerne vil have den i, og beløn beløn beløn i denne position, beløn også hunden for at have hovedet som du gerne vil have det. Brug gerne en del tid på dette trin. Næste skridt er at læne sig til siden og klikke hunden for at forskyde vægten, herefter bitte små skridt til siden, hvor hunden klikkes for at følge med så den kan holde sin position, når dette kører, så går man videre til bitte små skridt baglæns efter samme princip, herefter små vendinger, og først tilsidst begynder man at gå fremad, på dette tidspunkt skal hunden gerne være sikker i sin position.

Jeg brugte min ene undervisning på hjælp til lidt flere tricks:

Touch/felt: Her vil jeg gerne have mere fart og afstand på. Løsningen er at jeg skal variere mine belønninger mere i denne øvelse, og især bruge leg.

Shame: Vi kom igang med indlæring. Miki kan bedst i dæk, så her skal jeg indlære tricket (som er at han skal lægge en pote over sin snude).

Baglæns slalom: Slalom hvor hunden bakker, her fik jeg også hjælp til indlæring.

Alt i alt et super godt og lærerigt kursus. Og en god og hyggelig dag. Håber det kan gentages engang.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar