torsdag den 7. november 2013

Coby

Coby

Da Miki var omkring 6 mdr gammel begyndte jeg at søge efter hund nr 2. Jeg regnede med, at det ville tage et par år at finde den rigtige race og opdrætter, samt at vente på det rigtige kuld ved opdrætteren. Først skulle jeg finde den rigtige race. Jeg overvejede at få en havaneser mere, men da Miki på dette tidspunkt var inde i en fase, hvor højt græs og vådt græs var ulækkert og gav lidt problemer til træning, så besluttede jeg mig for at kigge på de arbejdende racer istedet. Jeg begyndte at læse om de forskellige grupper, og fandt ud af at hyrderacerne tiltalte mig mest. Så jeg begyndte at læse om de forskellige hyrderacer, og mens jeg gjorde det blev jeg ved med at komme tilbage til den pyrenæiske hyrdehund. Jeg kunne godt lide beskrivelserne fra forskellige ejere og/eller opdrættere af racen. Jeg kunne godt lide racens størrelse og også det skøre, atletiske, altid klar på sjov udseende racen har.


Nu begyndte jeg at lede efter en opdrætter. Og eftersom racen var og stadig er sjælden i Danmark, så begyndte jeg at søge efter opdrættere i udlandet. Jeg endte ved en fransk opdrætter af den korthårede variation af racen (Face Rase). Og så begyndte tingene at gå stærkt, da opdrætteren havde et kuld med 4 perfekte små hvalpe, og hun ville lade mig få en af dem. Jeg tænkte over det, og kunne ikke sige nej, så jeg endte med at få en ny hvalp et par før jeg havde regnet med.

Men hey, hvem kunne have sagt nej til disse 4 små fyre:


Så startede den lange lange ventetid, før jeg endelig kunne hente min nye hvalp. Og endelig, efter alt den venten og en lang køretur til Frankrig, mødte jeg for første gang Coby, og endnu mere vigtigt, jeg fik ham med hjem.


Idag er Coby 6 år gammel, det er ikke til at forstå, at det er så lang tid siden jeg mødte ham for første gang. Han er, som mange pyrsheps, en en-mands hund, hvilket kommer til udtryk ved at han altid helst vil være i nærheden af mig. Det vigtigste for Coby er mig, efterfulgt af mad. Han elsker elsker virkelig mad, og er i mere end et tilfælde sluppet afsted med at stjæle mad, som jeg var sikker på han ikke kunne få fat på.

Coby er fuld af energi, og er altid klar til at arbejde, træne, svømme eller gå ture. Han er god til at slappe af indenfor, men selvom han slapper af, vil han, ved den mindste bevægelse fra min side, springe op og være klar til, hvad jeg end måtte ønske af ham. Han er min tricks hund, og vi træner mange forskellige tricks sammen, hvilket vi hygger os med. Han gør aldrig noget halvt, nej, når vi træner putter han alt sin energi i det, hvilket også medfører, at hans favorit tricks er hurtige tricks som feks snur rundt, og de tricks vi kæmper med, er tricks som kræver at han skal holde en position i længere tid, han kan bare ikke se idéen i at stå stille.

Det sidste vi har trænet på er Best Friends Trick Challenge med Retro Tricks:


En af de bedste ting ved at træne med Coby, er at se på hans logrende hale, for ligesom resten af hunden, så kan halen ikke stå stille.

Udover tricks træningen, så går Coby lidt spor, og som med tricks træningen, så går han spor med en masse energi, så han går nogle gange lidt for hurtigt frem, og mister et knæk på sporet. Men han elsker at gå spor, og jeg elsker at se ham arbejde, så selvom det ikke er perfekt, så hygger vi os, når vi går spor i skoven, og med tiden bliver Coby nok også mere sikker på sporet, men vi har ikke travlt, og så længe han kan lide at gå spor, så fortsætter vi med det.


Noget andet Coby elsker er vand, han elsker at gå ture ved strande og søer, og når man tager snoren af ham, så er han hurtigt i vandet, hvor han bare venter på at man kaster noget legetøj eller en pind, som han så kan hente. Vi bruger denne form for motion meget, da Cobys hofter ikke er så gode, så ved at løbe og svømme i vandet, så håber jeg at han kan opbygge og vedligeholde muskler omkring hofterne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar