fredag den 8. november 2013

En weekend med fri ved fod

Weekenden 19. - 20. oktober var en travl weekend, ikke mindst for min lille havaneser Miki. Miki og jeg deltog nemlig i et fri ved fod kursus. Lørdag handlede det om fri ved fod og motivation på rally banen, og søndag handlede det om fri ved fod i forhold til lydighed.
 
Kurset blev afholdt på DCH Skives arealer, så jeg kom tidligt begge dage, og lagde et spor til Coby, som ville komme til at tilbringe meget tid i bilen denne weekend. Mens sporene "ældede" gik jeg en god tur med Coby, og derefter fik han lov til at gå sporet. Coby gjorde det super godt begge dage, han var lidt hurtig, men han tog knækkene meget præcist, det var så fedt.
 
Nå tilbage til kurset. Instruktøren var den nye europamester i HTM, Anja Christiansen.
Det var et meget inspirerende kursus, hvor vi virkelig gik i dybden med fri ved fod øvelsen. Øvelsen blev opdelt i præcision og motivation, og vi fik så flere øvelser til at træne de 2 dele hver for sig, og så på sigt samle dem igen.
 
 

Jeg har altid været glad for Mikis fri ved fod når vi går fremad, men vi har haft problemer med forståelse af positionen i forhold til at han skal følge den uanset hvilken retning jeg går. Nu har vi fået nogle værktøjer at arbejde med i forhold til dette, og en stor del af det er ting jeg selv skal arbejde med. Som at være mere klar i hvad jeg forventer af Miki og så belønne ham for det, hvor jeg tidligere har været tilbøjelig til at belønne for ting der var næsten godt nok og fordi han prøvede så flot, så jeg har dermed gjort det uklart for ham, hvad det er jeg forventer i denne øvelse. Men ih hvor er det svært at lave om på egne vaner.

For at hjælpe Miki med at forstå, hvad jeg gerne vil have han gør i denne øvelse, og for at træne præsicionen, pillede vi øvelsen helt fra hinanden og trænede de bitte små detaljer. Jeg synes det var sjovt at nørde med de små detaljer og tror det er noget der kan give os en masse på lang sigt.

Som tidligere nævnt blev kurset opdelt i præcision og motivation, hvilket fungerede super godt, for efter at have trænet en periode med koncentreret at arbejde med hundens præcision i øvelsen, så var det fedt bagefter at slå helt om og arbejde med motivationen.



Det vigtigste jeg fik med fra kurset angående motivation, var at jeg skal være mere uforudsigelig i mine belønninger, både i hvornår de kommer, hvordan de kommer og hvad jeg belønner med. Man kunne hurtigt se virkningen på hundene når vi førere pludselig blev uforudsigelige, de fleste hunde livede mere op, fordi de nu aldrig vidste hvornår den næste belønning kom. Hvor vi nok tidligere havde været slemme til ubevist at køre i mønstre med vores belønninger.

Det er helt klart noget jeg vil forsøge at være mere bevidst om fremover.

Konklusionen på weekenden, super fedt kursus, hvor jeg fik mange ting at arbejde videre med, både til Miki og til Coby.



Lørdag efter kurset kom en træt Miki i bilen, og Coby kom ud til en god tur sammen med nogle af hans bedste hundevenner aussie pigerne, Ziz og Java. De 3 venner fik en god lang tur hvor de kunne løbe fri og lege sammen, det var lige hvad Coby havde brug for, og jeg fik dermed 2 glade og trætte hunde med hjem.

Søndag efter kurset kørte vi hjem (efter et fødselsdags besøg ved min Niece). Miki gik i seng og Coby fik lov at træne lidt inden han også gik til ro ovenpå en lang men god weekend.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar